Ejendommen:
Beliggende ved Lime, syd for Randers, ligger denne landbrugsejendom, som drives med 130 malkekøer i løsdriftsstald, grovfoder og planteavl. Ejendommen hører til Ådalsskolen i Skørring, der er 2 km til indkøb i Lime, og der er 17 km til Randers og 35 km til Århus.
Jorden:
Der er et tinglyst areal på 114,4994 ha, heraf er 99,34 ha god lerblandet agerjord, 8,92 ha vedvarende græs, resten er beplantning, bygningsparcel og vej. Der er tilforpagtet et areal på 1,5 ha.
Stuehuset:
Boligen har et boligareal på 273 kvm og er opført i røde mursten med renoverede furer, naturskiffertag og mahognivinduer fra 2001. Stuehuset er senest renoveret i 1996 og 2005. Boligen er indrettet med entre, bryggers, badeværelse med badekar, kontor, køkken med stor spiseplads, stor stue med brændeovn, forgang, badeværelse, værelse og soveværelse. 1. salen er delvist udnyttet med 2 værelser og fællesrum.
Staldene:
Stalden fra 1999 på 787 kvm er opført af stålspær, eternittag med fast kip, gavle af stålplader, sider af røde mursten og net for ventilation. Der er 114 sengebåse med madrasser fra 2012 til køer og foderbord med Mullerup hængebanefoderanlæg. Der er rundskyl i gyllekanalerne.
Stalden fra 1978 og ombygget i 1999 på 360 kvm er opført af stålspær, eternittag og røde mursten. Stalden er indrettet med SAC 2x8 malkecenter med opsamlingsplads, returgang med separation til 3 fællesbokse for inseminør og dyrlæge mm. og 3 fællesbokse til kvier. Desuden tankrum med 6.300 liter Røka tank og 2.500 liter buffertank.
Stald fra 1866 på 351 kvm er opført af pudset mur/røde mursten, trægitterspær, træloft og Decra tag. Stalden er ombygget i 1978 og 1999 og er indrettet med 3 fællesbokse til kvier og goldkøer, som fodres med Mullerup hængebanefoderanlæg.
Stald fra 1866 på 64 kvm er opført af pudset mur, trægitterspær, Decra tag og træloft. Stalden er ombygget i 1978 og 1999 og indrettet med 14 enkeltkalvebokse og 5 fælleskalvebokse.
Øvrige driftsbygninger:
Laden fra 1866 på 435 kvm er opført af trægitterspær, pudset mur og Decra tag. Laden er ombyggett i 1978 og 1999 og indrettet med 2 garager, kornlager til 1.000 tdr. og siloer med kraftfoder til påfyldning af Mullerup foderanlæg.
Laden fra 1973 på 260 kvm er opført af stålspær, pudset mur og Decra tag. Laden er indrettet med 2 påslag til grovfoder og halm samt 3 spaltebokse til kvier.
Maskinhus fra 1976 på 240 kvm er opført af stålspær, eternittag og stålplader. Bygningen er indrettet med planlager til 2.000 tdr. korn samt disponibelt rum.
Maskinhus fra 1985 på 230 kvm er opført af stålspær, eternittag og beklædt med stålplader.
Konklusion:
Bygningssættet ligger centralt placeret på ejendommen, som har en god arrondering og gode flade marker. Staldene er kompakt indrettet, så det er hurtig og nemt at passe og tilse besætningen. Der er ingen overflødige bygninger, og alle staldene er veludnyttede. En mindre del af kvierne er i pasning hos anden landmand. Der er gylleaftale på 1.200 kbm. gylle og leje af 500 kbm. gyllebeholder. En ejendom med et velholdt stuehus og en skøn have med store træer og den snoede bæk, som løber igennem baghaven.