Nybolig Landbrugs samlede indtryk fra Folkemødet

Sonderingerne på 2022-mødet kan inspirere os til en aktiv rolle i 2023, siger direktør Henning Forsberg.

Nybolig Landbrug havde en mindre delegation med til Folkemødet 2022 på Bornholm. Formålet var at samle indtryk og vurdere, om kæden skal påtage sig en mere aktiv rolle næste år. Det vil blive afklaret i efteråret, oplyser direktør Henning Forsberg.

- Folkemødet er en utroligt spændende ’markedsplads’ for meninger, siger Henning Forsberg. Jeg kan godt se for mig, at vi – gerne i samarbejde med relevante organisationer – kan skabe et debatforum på Folkemødet 2023, hvor vi tager fat i nogle af de mange spørgsmål, der altid omgiver landbruget.

- Det er et erhverv, der både fysisk og politisk fylder meget herhjemme. Landbruget kan være med til at skubbe til den grønne agenda om bæredygtighed. Og med den geopolitiske udvikling, vi har oplevet de seneste måneder, kan det også være, at flere nu erkender, at vi har brug for et stærkt landbrug. Sådan nogle temaer kunne meget vel blive bragt frem på Folkemødet, gerne med Nybolig Landbrug som facilitator, bemærker Henning Forsberg.

Gode vandrør at lytte på
Mikkel Henriksen fra Nybolig Landbrug Gørtz, Jespersen & Henriksen I/S har seks gange taget turen fra Sjælland til Allinge. Han anser Folkemødet for at være et godt mødested, også når det gælder firmaet. Således også i år.

- Jeg sørger altid for at have et par forretningsmøder booket. I år drejede det blandt andet om nogle projektsalg, som jeg er involveret i, men jeg mødtes også med flere interessenter inden for landbruget. Folkemødet er et godt sted at danne relationer. Du møder en masse mennesker, og der er nogle gode vandrør at lytte på. Jeg bliver lidt klogere, hver gang jer er med.

Mikkel Henriksen kan godt se en idé i, at Nybolig Landbrug engagerer sig i Folkemødet og er med til at sætte en dagsorden.

- Der er mange emner at tage fat i. Personligt kunne jeg godt tænke mig at få en debat om andelsbevægelsen og få den synliggjort. Den har jo skabt store værdier for samfundet og har stadig en vigtig rolle. Måske kan andelstanken være svaret på fremtidige udfordringer, hvor flere går sammen om at skabe løsninger. Det kunne også være spændende at få en debat om, hvordan landbruget kan indgå i symbioser med andre interessenter. Hvad der er affald ét sted, kan være guld et andet, siger Mikkel Henriksen og nævner biogas som et eksempel.

Mødes med åbenhed og interesse
John Lenart Pedersen, distriktschef i Nybolig Landbrug, var til Folkemødet for første gang. Han tog hjem med mange positive indtryk.

- Vi overværede nogle superinteressante debatter, blandt andet om bæredygtighed og ansvarlighed i forhold til miljø, samfund og medarbejdere. Det er jo temaer, der passer godt ind i det, vi gerne vil tale om. Jeg kan fint se os være med i en stand næste år.

- Det var slående, at man overalt på Folkemødet bliver mødt med åbenhed og ægte interesse for, hvem man er, og hvad man har at byde på. Der var en rigtig fin stemning. Og så var det interessant at møde politikerne på den måde. Fra medierne kan man jo godt få det indtryk, at de kun er ude på hårde debatter, men her var de klar til også at lytte. Det er meget værd, synes John Lennart Pedersen.

100.000 mennesker i Allinge
Sidste mand i firkløveret, der deltog på Folkemødet 2022 fra Nybolig Landbrug, var den lokale Kim Moore-Kofod med forretninger i Rønne og Nexø. Han er stamgæst på Folkemødet – og bevidst om den værdi det har for Bornholm [UL1]og bornholmerne.

- Selvfølgelig er vi glade for de mange gæster og den store interesse for vores ø. Vi er glade både før og efter Folkemødet. Tre dage med cirka 100.000 mennesker på besøg i en by på Allinges størrelse sætter selvfølgelig sit præg på logistikken. Det er på alle måder koncentreret, mens det står på, siger Kim Moore-Kofods med et smil.

Han bruger selv Folkemødet til at overvære debatter – nogle gange også at tage del i dem som borger. Men han får også nye kontakter hvert år, og i år præsterede han endda at sælge et landbrug undervejs.

- Jeg mødte en landmand, som jeg vidste kunne være interesseret i en ejendom, jeg havde fået til salg. Så jeg spurgte ham, om vi ikke skulle finde et sted at sidde, og så fik vi det hele på plads over en kop kaffe.

Sådan noget kan Folkemødet også. Men for Kim Moore-Kofod handler det mest om at møde mange mennesker.

- Jeg kan sagtens se Nybolig Landbrug i en aktiv rolle til næste år. Der er så mange ting omkring landbrug og fødevarer, hvor vi kan sætte rammen for spændende debatter, siger han.

 
Indlæser...