Tørken i 2018 ramte skævt

21. december 2018

Med forventede tab på ca. 6 mia. kr. for dansk landbrug, pløjede tørken i sommeren 2018 hen over Danmark som en nærmest bibels plage. Men det er ikke kun et stort, samlet tab for dansk landbrug. For enkelte landmænd ramte tørken ekstra hårdt. Det vurderer Nykredits landbrugsdirektør, Poul Erik Jørgensen.

- Netop i år bevirker blandt andet tørken, at jeg tror, at spredningen mellem resultaterne på bedrifterne bliver større, end vi har set dem før. Det samlede forventede tab for erhvervet på 6,0 mia. kr. er fordelt meget forskelligt fra bedrift til bedrift. Dertil kommer udfordringerne vedr. smågrisepriser efter udbruddet af afrikansk svinepest i Belgien, siger Poul Erik Jørgensen. 

Han peger også på fodersituationen, som er meget forskellig fra bedrift til bedrift. 

- Nogen må købe betydelige mængder foder til forhøjede priser, mens andre har sikret deres egen forsyning. Det betyder også meget, om man har kunnet vande. Så nogen vil ende ud med store tab, medens andre vil opleve, at tørken fører til et bedre resultat end budgetteret, siger Poul Erik Jørgensen.

Han mener derfor, at det er afgørende for den enkelte landmand at tage udgangspunkt i netop sin bedrift og sin situation. Det gælder ved kontakt med myndigheder, naboer, forarbejdningsvirksomheder og naturligvis også med finansieringspartnerne.

- Hver landmands bedrift er unik. Hver landmand er unik. Og det er helt berettiget at forvente, at dialogen med landmanden ikke bæres af en kliché om Jens Hansens bondegård, men tager udgangspunkt i netop den enkelte bedrift og de enkelte forhold. For at kunne det må man sikre en god ledelsesinformation om sin bedrift og dele den med finansieringspartnere sammen med sin strategi og handlingsplaner, siger Poul Erik Jørgensen.
Indlæser...