Spring til hovedindhold

Jysk makkerpar sælger landbrug om fredagen og løber 100 kilometer om lørdagen

I Holstebro er landbrugsmæglerne Henning Tovgaard og Thomas Lykkeberg specialister i at sælge landbrug. I dagligdagen er makkerparret kendetegnet ved deres jordnære tilgang til mæglerfaget - men i weekenden trækker Henning i jagttøjet, mens Thomas får pulsen op.

Henning Tovgaard har været mægler i godt 30 år, mens Thomas Lykkeberg startede for godt 16 år siden. Men trods den markante forskel i anciennitet, har det professionelle mæglerteam meget til fælles på det faglige plan. 

Landbrugsmæglere står distancen
I fritiden er forskellen dog til at få øje på. Når ikke de tilbringer tid med familien, har de hver deres interesser at se til. Henning elsker at gå på jagt, mens Thomas elsker at dyrke motion i naturen – og det er ikke bare hyggeløb.

-I starten var det vildt at løbe et maraton. Men så synes jeg efterhånden, at gassen gik lidt af det, så jeg prøvede kræfter med triatlon, trail- og ultraløb. Sidstnævnte er langdistanceløb i naturen på op til over 100 km. siger Thomas Lykkeberg.  

Selvom man måske ikke skulle tro, at koblingen mellem ekstremløb og landbrug er så åbenbar, mener Thomas selv, at den faktisk er ret nem at få øje på. 

-Du kan sammenligne det med en ejendomshandel. Du bliver nødt til at klø på og blive ved – også selvom det til tider ser lidt håbløst ud og der er langt til mål. Det ene ben foran det andet - det er alt, du skal fokusere på. Det er til tider udfordrende, men det handler om at fokusere for at nå målet og aldrig give op, siger Thomas Lykkeberg. 
 
Kontakt til naturen
Gennem løbet får Thomas afløb for hverdagens travlhed, og her føler han kontakt med naturen. Og netop kontakten til naturen og livsstilen er noget, der både tiltaler Henning og Thomas i deres arbejdsliv. 

-Jeg kan godt lide de landlige omgivelser og menneskerne i branchen - hele deres livsstil og livssyn. De har en naturlig tilgang til alt. De er ikke for højtravende, men helt nede på jorden, og så værdsætter de udvendige såvel som indvendige værdier højt, fortæller Henning Tovgaard. 

Thomas Lykkeberg er enig. For ham er det også bare sjovere at være på de kanter, hvor der lugter landligt.

-Det er hundrede gange sjovere at være på landet. Som landbrugsmæglere foretrækker vi til tider at have gummistøvlerne på, når vi er på arbejde, siger Thomas Lykkeberg og trækker på smilebåndet. 
 
De store krafter
Bølgerne kan sagtens gå højt inden for landbruget. Og det er også noget af det gør, at de to mæglere finder branchen utrolig spændende. 

-Landbruget er meget følsomt. Landmændene bestemmer ikke selv priserne på produktet. Det er underlagt langt større markedskrafter – ja, ligefrem verdensmarkedet, forklarer Henning Tovgaard. 

Ligesom det gælder for boligmarkedet eller aktiemarkedet, bevæger landbruget sig også i skiftende cyklusser. 

-Det har altid gået op og ned – også indtjeningsmæssigt. Når det går skidt for landbruget, er der mange, der skal sælge. Det giver jo ekstra arbejde til os, sammenlignet med når det kører almindeligt. Men vi har også oplevet tider, hvor det er meget svært at sælge landbrug, og hvor de finansielle institutter har været tilbageholdende, fortæller Henning Tovgaard.

Stor kompleksitet 
Thomas og Henning er enige om, at de har lært meget om, hvor komplekse landbrugshandler kan være. En af de vigtigste ting, Henning har lært, angår noget så banalt som værdisætningen. 

-Man bliver nødt til at være realistisk i sin vurdering af, hvad tingene er værd. Du kan få hele Danmark til salg, hvis man sætter prisen højt nok. Kunsten er ikke at sætte noget til salg, den ligger i rent faktisk at få handlen i hus, forklarer han.

Henning Tovgaard er uddannet landmand i 1977, merkonom i markedsføring i 1985 og ejendomsmægler i 1989. Han har været konsulent hos flere landbrugsvirksomheder før tiden som mægler. Thomas Lykkeberg er uddannet agrarøkonom i 2002, og har arbejdet som mægler siden 2003 og siden 2016 været at finde hos Nybolig Landbrug Holstebro-Viborg. 

Foruden indehaverne Henning Tovgaard og Thomas Lykkeberg udgøres medarbejderteamet af ejendomsmægler og landmand Kresten Vestergaard samt sekretærerne Anni Bjerrehuus og Annegrete Christensen.

Portræt: For Mikkel og Susan går job og ægteskab fint op



Historien om Mikkel og Susan Henriksen er
historien om et af Nyboligs stærkeste magtpar. 
De er gift og ejer sammen Nyboligs landbrugsmæglerforretning i Vig på Vestsjælland.

Læs mere

Indlæser...