Aalborg-mægler med 30 års erfaring: ”Det er en holdsport at sælge store landbrug”
Berg Risager er blandt de mest erfarne landbrugsmæglere under Nyboligs blågrønne farver. Han har solgt landbrugsejendomme siden 1988 – og i den tid har han oplevet lidt af hvert.
Når Berg Risager tænker tilbage på sine snart tre årtier i mæglerbranchen, er det første, han kommer i tanke om, de massive ændringer mæglerbranchen har været eksponeret for.
Dels var der mange flere landbrug dengang i forhold til i dag, og dels fyldte institutionelle investorer og opkøb slet ikke så meget, som de gør i dag. Desuden var kontrollen og dokumentationskrav mere simple dengang.
-Da jeg startede i 1988, var det ret enkelt at sælge landbrug. Der var langt færre regler og mindre papirarbejde. En salgsopstilling dengang var typisk på fem til seks sider, og en købsaftale var fire. I dag er en typisk salgsopstilling 60-70 sider, og købsaftaler kan godt fylde 40 sider.
Landbrug er en holdsport
I takt med at mæglerfaget er blevet mere avanceret, er behovet for faglige sparringspartnere – særligt inden for landbrug – også vokset, understreger Berg Risager.
Han har to mæglerforretninger – en i Vodskov nær Aalborg og en på Nykøbing Falster. Begge fungerer udelukkende så godt, som de gør i dag, på grund af et dybt ambitiøst medarbejderteam, lyder det fra den 68-årige mægler.
-Det er utrolig vigtigt at have et godt og stærkt team omkring sig. Jeg var ikke noget, uden det personale jeg har. Det er en holdsport at sælge store landbrug, siger han.
Udtrykket ’holdsport’ er i Bergs tilfælde helt bogstaveligt, idet Eva Risager, der har været med fra starten til dagligt arbejder sammen med ham på kontoret i Vodskov.
Glæden ved livet
Berg Risager finder glæde ved både arbejde og familie – og synergien mellem dem er afsmittende.
-Jeg lever en god tilværelse min store familie. Og så har jeg et arbejde, som jeg virkelig elsker og brænder for – selvom der også er udfordringer inden for landbruget, siger han.
Selvom der kun er to år, indtil Berg Risager fylder 70 år, har han ingen planer om at gå på pension lige foreløbigt.
-Jeg holder meget af, at kunderne er glade og tilfredse. Det er det, der får mig til at vågne op og tænke, at dagligdagen er dejlig og spændende, forklarer han.
Så længe han har succes med at jagte gode ejendomssalg, fortsætter han derfor for fuld skrue.
-Det sjoveste ved at være mægler er at komme ud og snakke med folk og gøre en forskel. Og så længe jeg er frisk og velgående, er der intet, der kan få mig til at stoppe, siger han.
Jysk ordentlighed
Den fornemmeste læring Berg Risager har gjort sig i sine årtier som mægler er, at holde fast i gode grundlæggende medmenneskelige værdier.
-Lad den sunde fornuft være din følgesvend og udfør et godt stykke arbejde. Så opnår du bedst kundens fulde tillid, siger han.
Og som led i at kunne give kunderne et godt stykke arbejde har en gammel arbejdsvane boret sig fast – sådan en som alle landmænd kender til.
-Jeg står meget tidligt op hver dag. Det har hængt ved helt siden min opvækst på landet. Den der står tidligt op og får noget for hånden, får også gennemført noget i løbet af dagen, afslutter Berg Risager.
Berg Risager er oprindelig selvstændig landmand med drift af kvæg-, grise- og plantebrug fra 1974-1983. Han har senere været konsulent med speciale i foderstof. Derefter selvstændig ejendomsmægler med speciale i alt fra kvæg- og plantebrug til godserne og liebhaverejendomme, som han har beskæftiget sig med siden 1988. Ved siden af mæglerjobbet driver Berg Risager også et fritidslandbrug med 50 hektar planteavl.
Foruden Berg Risager udgøres medarbejderteamet af landbrugskonsulenterne Lars Bo Petersen, Niels Peder Christiansen og Frants Krebs Hansen, bogholder Grethe Høngaard, sagskoordinatorerne Solvejg Wittorff, Jette Voss og PR-koordinator Eva Risager.
Portræt: Landbrugsmægleren fra Solskinsøen
Han er fra Bornholm og jagter dyr, fisk og gode boligsalg. Mød Kim More-Kofod – manden, der holder det bornholmske boligmarked i gang.